Papir og skærm i skolen – hvordan bruger vi det bedst?
I 15 år har vi digitaliseret skolen. Debatten raser; skærm eller ikke skærm, og frygten stiger for en generation, der ikke længere kan fordybe sig i længere tekster og glemmer at læse bøger.
Undersøgelser fra Epson viser, at både lærere og forældre ønsker mere plads til papirbaserede analoge opgaver. Ifølge ROCKWOOL Fonden indgår computere, tablets og projektorer i omkring 60 procent af undervisningstiden. Samtidig peger undersøgelser på, at børns læsevaner er under forandring. Færre børn læser bøger i fritiden, og læselysten falder markant med alderen. I udskolingen er det kun omkring halvdelen af eleverne, der angiver, at de har lyst til at læse.
Frygten er reel. Men hvordan imødekommer vi ønsket om en mere analog skole, uden at smide teknologien på bålet? Vi har talt med to eksperter i debatten, der peger på skemalagt analog tid og bedrer vilkår hos skolerne for valg af læremidler.
Epsons undersøgelse: Papir fylder mindre – men ønskes mere
Skærme er i dag en fast del af undervisningen i folkeskolen. Det er et vilkår, og det er der bred enighed om. Alligevel viser en ny undersøgelse fra Epson, at mange forældre og lærere oplever, at trykte undervisningsmaterialer spiller en langt mindre rolle end tidligere.
Undersøgelsen, som omfatter knap 21.000 forældre og mere end 4.000 lærere i 20 lande – inklusive de nordiske lande, viser samtidig en tydelig efterspørgsel efter mere papir i undervisningen:
- I Danmark oplever 73 procent, at antallet af bøger i skolen er faldet de sidste 5 år, og 77 procent mener, at eleverne læser mindre fra papir i forhold til for fem år siden. 73 procent ønsker større fokus på papirmaterialer, trykte arbejdsark og lærebøger.
- Og generelt set på tværs af alle lande, har 86 procent af lærerne og forældre oplevet en positiv indvirkning ved at bruge traditionelle papirbaserede materialer i undervisningen.
Samtidig viser undersøgelsen, at tre ud af fire lærere vurderer, at adgang til printere er vigtig for deres undervisning, men kun 12 procent har en printer i klasseværelset. I praksis betyder det, at både lærere og forældre ofte selv printer materialer derhjemme for at skabe den variation, de savner i skolen.
For at få flere lokale perspektiver, har Epson talt med to danske eksperter – Andreas Lieberoth og Kim Høgskilde.
Andreas Lieberoth: Vi skal skabe skærmfrie zoner i undervisningen
Ifølge Andreas Lieberoth, ph.d. og lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, handler det ikke om, at børn og unge er blevet dårligere læsere – men om, at de læser på andre måder.
“Teknologien har gjort os til hurtige og effektive informationssamlere. Vi skimmer, sorterer og finder svar hurtigt. Men fordybelsen er blevet en mangelvare,” siger han.
Lieberoth understreger, at løsningen ikke er at fjerne teknologi fra skolen. Tværtimod. Men teknologien skal bruges mere bevidst og mindre konstant. Hans centrale forslag er en tydelig og konsekvent opdeling mellem digitale og analoge perioder i undervisningen – med faste, skemalagte tidspunkter, hvor undervisningen foregår helt uden skærme.
“Hjernen tager ikke skade af ny teknologi – den tilpasser sig. Spørgsmålet er, hvordan vi også hjælper den med at fordybe sig. Det kræver tid, ro og ofte perioder uden digitale input,” siger han.
Ifølge Lieberoth er teknologien i mange år blevet koblet tæt sammen med standardisering, test og effektivisering. Det har gjort den til et styringsværktøj snarere end et pædagogisk valg – og det er en del af forklaringen på, at mange i dag oplever et savn efter analogt arbejde.
Kim Høgskilde: Giv valget tilbage til skolerne
Hvor Lieberoth fokuserer på undervisningens rammer, peger Kim Høgskilde på strukturerne omkring skolen.
“Debatten om skærme versus papir er blevet forsimplet,” siger han. “Den handler i virkeligheden om frihed, udbud og kvalitet.”
Ifølge Kim Høgskilde er det afgørende, at skolerne har adgang til et bredt udvalg af både analoge og digitale læremidler – og reel frihed til at vælge det, der passer bedst til deres elever.
Elevernes behov varierer markant fra skole til skole og fra klasse til klasse. Derfor fungerer ensartede løsninger sjældent godt. Alligevel er indkøb og styring i dag ofte opdelt, hvor kommunerne står for digitale læremidler, mens skolerne selv må prioritere de analoge.
“Valgene træffes for langt væk fra undervisningen. Det er lærerne, der ved, hvornår eleverne har brug for skærm – og hvornår de har brug for papir, blyant og arbejdsro,” siger han.
Epson: Balance frem for ideologi
Hos Epson arbejder man med både digitale og analoge løsninger. Derfor er ambitionen ikke at genstarte en ideologisk debat om skærm versus papir, men at bidrage til en mere praksisnær samtale om, hvad der faktisk virker i undervisningen.
“Vi er ikke interesserede i at smide 15 års digitalisering på bålet,” lyder det fra Epson. “Men vi er heller ikke blinde for, at mange efterspørger en stærkere analog modvægt.”
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet peger i samme retning i sine anbefalinger: Skærme skal bruges, når det giver faglig mening – og der skal skabes plads til analog læring.
For Epson er konklusionen klar: Fremtidens undervisning kræver både skærme og papir, både digitale værktøjer og analoge materialer. Men først og fremmest kræver den tydelige rammer, et bredt udbud af læremidler – og tillid til, at skoler og lærere kan træffe de rigtige valg lokalt.
Baggrundsartikler med Andreas Lieberoth og Kim Høgskilde:
Vi skal genoptræne vores hjerner i det analoge
Teknologien har gjort os til hurtige læsere og effektive informationssamlere. Vi skimmer, sorterer og finder svar på rekordtid. Men prisen er høj: Fordybelsen er blevet en mangelvare.
Ifølge Andreas Lieberoth, ph.d. og lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse i Aarhus er løsningen ikke at afskaffe teknologien, men at bruge den mere bevidst. Hans vigtigste råd er at indføre en skarp adskillelse mellem digitale og analoge perioder i undervisningen – med faste, skemalagte tidspunkter, hvor undervisningen foregår uden skærme. Det er sådan, vi kan genoptræne hjernen til fordybelse.
For at forstå, hvorfor det er nødvendigt, må man se på udviklingen i folkeskolen. De seneste 15-20 år har skolen været præget af international standardisering med øget fokus på test, målinger og sammenlignelige resultater. Det har rykket den danske folkeskolemodel væk fra sin tradition for høj grad af selvbestemmelse og lokal tilpasning – fra skole til skole og klasse til klasse – og i retning af en mere ensrettet og målbar praksis.
“Når man sammenligner skoler verden over udelukkende på test- og færdighedstal, får man nogle meget skæve sammenligninger,” forklarer Andreas Lieberoth. “Kultur og geografi spiller en afgørende rolle, men de forsvinder i statistikken. Det presser skolerne voldsomt og har bidraget til en stigende utilfredshed blandt både lærere og forældre.”
En central del af kritikken retter sig mod det, han kalder parathedsdoktrinen – den konstante forventning om at være klar til det næste. Klar til skole, klar til gymnasiet, klar til universitetet, ofte flere år før det reelt er relevant. I den sammenhæng er teknologien blevet set som en redning, der kunne effektivisere undervisningen og imødekomme kravene.
Digitaliseringen har da også haft positive effekter, understreger han. Men samtidig er noget gledet ud af hænderne på skolen. Teknologien blev introduceret i kølvandet på standardisering og skolesammenlægninger og kom derfor i høj grad til at fungere som et effektiviseringsværktøj snarere end et gennemtænkt pædagogisk redskab.
“I dag er teknologien nærmest blevet et symbol på alt det, vi oplever som galt med barndommen,” siger Andreas Lieberoth. “Vi stopper op og tænker: Hov, vi savner faktisk at skrive i hånden, løse opgaver på papir og læse fysiske bøger. Og vi savner den nærhed, interaktion og fordybelse, der opstår væk fra skærmen.”
Alligevel advarer han mod et ensidigt negativt syn på digitale medier. Forskning viser, at børn og unge i dag læser hurtigere end tidligere. De er dygtige til at skimme, skabe overblik og anvende det, han kalder interaktiv refleksiv læsning – en intelligent måde at læse på, hvor man målrettet finder den information, man har brug for. Samtidig er deres engelskkundskaber generelt blevet markant bedre.
Udfordringen er koncentrationen. Mange har sværere ved at fastholde fokus over længere tid og ved at fordybe sig i lange tekster eller større værker.
“Hjernen tager ikke skade af ny teknologi – den tilpasser sig,” forklarer han. “Spørgsmålet er, hvordan vi hjælper den med også at kunne fordybe sig og tilegne sig viden på andre måder. Det handler om balance.”
Derfor foreslår Andreas Lieberoth en strategisk hybridmodel, hvor analoge og digitale arbejdsformer kombineres bevidst. Med faste rammer for, hvornår man arbejder uden skærme, og hvornår digitale værktøjer bruges. Det kunne for eksempel være skemalagt, at undervisningen tre formiddage om ugen er 100 procent analog.
Formålet er at skabe ro til fordybelse: Til at læse længere tekster, skrive i hånden og arbejde koncentreret med opgaver. I andre perioder kan digitale læringsværktøjer bruges målrettet dér, hvor de giver mest mening og bedst understøtter undervisningen.
“Eleverne skal kunne fungere i en verden, der både er digital og analog,” siger han. “Det er én ting at kunne prompte ChatGPT eller hente information på Wikipedia. Noget andet er at kunne tænke grundigt selv. Det kræver tid – og ofte perioder uden digitale input. Samtidig skal vi lære at håndtere vores hjerners behov for konstant digital stimulering og underholdning.”
Vi skal give magten og pengene tilbage til lærerne
Debatten om digitale versus analoge læremidler har længe været fastlåst. Men ifølge Kim Høgskilde, formand for Brancheforeningen for Undervisningsmidler og CEO i FrontRead, kan den blive overflødig, hvis skolerne igen får frihed til selv at vælge de læremidler og arbejdsformer, der passer bedst til deres elever – og hvis udbuddet af læremidler samtidig bliver langt mere varieret.
Han lægger ikke skjul på, at noget er gået tabt i undervisningen. Børn læser mindre skønlitteratur, og mange mangler den ro og fordybelse, der følger med fysisk læsning. Men det analoge handler om mere end bøger, understreger han. Det handler også om at skrive i hånden, løse opgaver på papir og arbejde koncentreret uden konstant digital afbrydelse.
“Allerede dér ser vi en kvalitet, som mange elever har svært ved at finde i dag,” siger Kim Høgskilde. “Men løsningen er ikke bare at sende bogpakker ud.”
For det er ikke materialet i sig selv, der skaber læring eller læselyst. Det afgørende er, hvordan undervisningen er tilrettelagt, og hvilke læringsmidler der bruges i den konkrete kontekst. Skønlitteratur, fordybelse og analogt arbejde skal genopdages af eleverne – og det sker kun, hvis læremidlerne giver mening i praksis.
Samtidig peger Kim Høgskilde på, at digitale løsninger rummer klare styrker, især når det gælder differentiering og tilpasning til den enkelte elev. Problemet opstår, når valget bliver enten-eller.
“Vi mangler en grundlæggende samtale om, hvad god undervisning og gode læremidler er,” siger han. “Og vi mangler modet til at give beslutningerne tilbage til skolerne.”
Ifølge Kim Høgskilde er forskellene mellem skoler og klasser markante. Elevernes baggrund, forudsætninger og behov varierer, og derfor giver ensartede løsninger sjældent god undervisning. Det kræver et bredt udbud af læremidler – både analoge og digitale – og reel frihed for lærere og skoler til at vælge det, der virker lokalt.
“Det handler ikke om bøger og papir eller skærme,” understreger han. “Det handler om, at udbuddet er for snævert, og at fællesindkøb fylder for meget. Hvis vi vil hæve kvaliteten, skal lærerne have adgang til flere materialer og større faglig valgfrihed.”
Han peger på to centrale barrierer for at finde den rette balance.
Den første er økonomien. Stramme kommunale budgetter har i praksis tvunget skoler til at vælge mellem analogt og digitalt, som om de udelukker hinanden. Men i undervisningen supplerer de hinanden bedst. Analog læsning, skrivning og opgaveløsning giver ro, overblik og fordybelse. Digitale læremidler kan til gengæld understøtte variation, interaktivitet og nye læringsveje.
“Det er klart, at det koster mere, hvis det skal være både og,” siger Kim Høgskilde. “Men samlet set bruger vi færre penge på læremidler end lande som Norge og Sverige.”
Den anden udfordring er styringen. Indkøb af læremidler er i dag skævt fordelt, hvor skolerne selv står for indkøb af de fleste analoge læremidler, mens kommunen står for de fleste digitale. Det hæmmer kvaliteten og begrænser udviklingen, mener han.
“Hvis man absolut skal gøre noget oven fra, så skal man i langt højere grad lade valget af undervisningsmaterialer og indkøb af disse være op til skolerne,” siger han. “Valgene skal træffes tæt på undervisningen. Det er lærerne, der ved, hvornår eleverne har brug for skærm, og hvornår de har brug for papir, blyant og arbejdsro. Hvis man i nogle tilfælde selv står for indkøb, og andre tilfælde ikke, så har man naturligvis heller ikke samme overblik eller interesser, hverken didaktisk eller økonomisk.”
Kim Høgskilde er bevidst om, at det kræver et opgør med vanetænkningen i kommunerne at give skolerne mere ansvar og ejerskab. Men han ser det som en nødvendig forudsætning for at flytte fokus tilbage på undervisningens kvalitet – frem for platforme og systemer.
“Den enkelte lærer ved bedst, hvad der virker for netop deres elever,” siger han. “De kender balancen mellem analogt og digitalt arbejde. De skal bare have friheden til at bruge den.”
Læs tidligere pressemeddelelser relateret til undersøgelsen her:
Forældre ønsker flere bøger og mere papir i skolerne for at hjælpe indlæringen – Epson Press
